Skal vi lave snobrød over vulkanen?

By 4

Det var køligt, da vi op ad eftermiddagen ankom til vores hotel ved Mount Bromo, hvor skyerne allerede havde lagt sig som et tungt tæppe over bjergene.

At opleve vulkanerne helt tæt på var én af de ting, som både vi og Pelle havde glædet os til. Filippa er så lille endnu, at hun bare gerne vil præcis det samme som sin storebror. Jeg var på Java for 15 år siden, men nåede ikke ned i det hjørne af øen, så forventningerne var store!

De fleste turister tager en “quick in and out” med én overnatning, solopgang og besøg ved Bromo vulkanen tidligt den efterfølgende morgen. Vi havde på forhånd bestemt os for at blive i to nætter, som de eneste på hotellet tror jeg – men vi var også de eneste med små børn. Dels var det en lang tur derop, og man skal jo ikke drive rovdrift på børnene. Og dels ville vi gerne have god tid til at opleve dette fantastiske naturfænomen i børnenes tempo, sådan at alle mand fik en god oplevelse.
Og det gjorde vi!

Næste formiddag drog vi, med friske og udhvilede børn, op til udsigtspunktet i landsbyen Cemoro Lawang. Herfra er der 3 km til foden af Mt. Bromo, hvoraf størstedelen går gennem det unikke ørkenlandskab, også kendt som “the sea of sand”, bestående af mørkt askesand fra vulkanen. Den flade ørken er omkranset af et stenet, månelignende lavalandskab, høje vulkaner og grønklædte bakker. Der stod en masse bejlere klar til at transportere os til foden af Bromo på motorcykel, til hest eller i jeep. Og de synes tydeligvis, at vi var godt tossede, da de hørte, at vi havde tænkt os at GÅ – i varmen – MED børnene!! Den første kilometer var der da også en motorcykelfyr, der blev ved med at følge os tæt, og spørge om vi NU ville køres. Indtil han opgav, da det gik op for ham, at blegansigterne åbenbart mente det alvorligt ;-)

image

Vi havde en hyggelig og støvet gåtur. Der er masser af leg i sådan en stor sandkasse. Der lå krogede grene og sorte lavasten. Der var græsklædte forhøjninger. Vi gik forbi små Hinduistiske helligdomme, og forude kunne vi se vulkanerne, hvor Bromo af og til sendte hvid røg op. Det var også fascinerende at se, hvor sorte ens sko og ben egentlig kunne nå at blive af at løbe rundt i askesandet!

Pelle havde snakket lidt om, at vi måske kunne lave snobrød over vulkanen, og fandt sig en pind, der passede til formålet. Derudover ville han godt lige sikre sig, at vi havde medbragt en flaske vand, i tilfælde af at vulkanen gik i udbrud, så vi kunne slukke den igen ;-)

Ungerne var simpelthen bare SÅ seje. De klarede gåturen og ikke mindst den pænt stejle opstigning (2.329 m) uden det mindste brok (Filippa et stykke på Thomas arm). Og da vi kom til sidste etape mod vulkanens kant, trappen med de 253 trin, gik de selv hele vejen til toppen – og begge et pænt stykke foran deres prustende mor!!

Vi fik hverken brug for snobrødspindene eller vandet på toppen af Bromo. Men vi fik en fabelagtig udsigt over plateauet. Og på Bromos kant kom vi så tæt på vulkanens indre, at den hvide røg af og til indhyllede os, mens den kraftige, karakteristiske svovllugt hang i næsen. Som Pelle sagde, så stirrede vi lige ned i jordens kerne. Og selvom det er en 6 årig drengs umiddelbare oplevelse, så bekriver det faktisk rigtig fint fornemmelsen på kanten af Bromo vulkanen!

Vi sørgede for at komme tidligt i seng den aften, og stod klar ved jeepen kl 03.30 næste morgen (iført alt det varme tøj vi kunne finde). Altså morgen er vel så meget sagt, for da vi krydsede askeørkenen, var det stadig nat og bælgmørkt. I den mørke jeep talte vi om, at solen sov endnu, og at vi var nød til at være oppe midt om natten, for at kunne nå at se den stå op. Pludselig sagde en lille pigestemme i mørket.

Men se mor stjernerne sover ikke – de er vågne!

I en konvoj af jeeps, alle med samme mål, nåede vi til udsigtspunktet på Mount Penanjakan (i 2770 m højde) tids nok til at se dagen gry med de smukke lyselilla og orange farver, der breder sig over himmelen ved solopgang. At se solen stå op over Mount Bromo var et helt igennem spektakulært syn!! Og selvom vi vel stod deroppe en times tid, med rødglødende kameraer, før solen var helt oppe på himmelen, så fastholdt synet børnenes opmærksom, så de (næsten) ikke blev utålmodige. Kun da de begyndte at fryse lidt!

På vej tilbage til jeepen var der, igen, en Indonesisk familie der meget gerne ville fotograferes sammen med os. Særligt manden var interesseret i at få et billede af ham og Thomas, hvilket Thomas natuligvis velvilligt og smilende stillede op til. Smilet stivnede dog en smule da forklaringen kom “Mister, you look like Wayne Rooney”!!!

Her så jeg mig nødsaget til lynhurtigt at korrigere den åbentlyse fejl. “Skat det gør du da ikke. Med det hår ville jeg nærmere sige, at du ligner Beckham”!!
(I know i know – men der var stadig knap 4 uger tilbage af rejsen, og vi gider altså ikke se på det tudefjæs vel?!).

 

Vi giver Mount Bromo oplevelsen 5 udaf 5 stjerner – wauuuw bare wauuw!!

IMG_8304

 

No Comments Yet.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *